Denne side opdateres ikke i en periode

På generalforsamlingen i 2009 blev det besluttet at flytte Selskabet Danske Neuropsykologers hjemmeside over i Psykolog Foreningens regi. Indtil dette er klart, vil hjemmesiden (næsten) ikke blive opdateret. Følg diskussionen om ny hjemmeside på GroupCare.

Velkommen

Selskabet Danske Neuropsykologer er et fagligt selskab under Dansk Psykologforening. Selskabet er åbent for alle psykologer, som arbejder med eller har en særlig interesse for neuropsykologi. Selskabet arrangerer bl.a. videnskabelige møder og kurser til den neuropsykologiske specialistuddannelse.

Patienter og pårørende kan finde informationer på siden Information

Fagfolk finder artikler og referencer på siden Videnskab

Rekvirenter af neuropsykologiske undersøgelser og bistand kan benytte listen over Specialister

Hvad er neuropsykologi?

Neuropsykologi er læren om forholdet mellem hjerne og adfærd, herunder kognition og følelser. Det traditionelt væsentligste grundlag for slutninger om denne sammenhæng hos mennesker har været studier af patienter med hjerneskade, hvor man sammenholder skadens anatomiske lokalisation med forstyrrelser i sprog, hukommelse, opmærksomhed, perception, bevidsthed og andre funktioner. I de senere år er der også taget andre metoder i brug, fx billeddannelse af hjernens aktivitet hos normale forsøgspersoner. Klinisk neuropsykologi er anvendelse af denne viden i diagnostik, rådgivning og behandling af hjerneskadede patienter.

Neuropsykologi rækker som videnskabelig disciplin tilbage til den tidlige lokalisation af funktioner i hjernen, som startede med franskmanden Paul Brocas påvisning af talecenteret i 1861. Den blev afgrænset fra neurologi og andre neurovidenskaber efter 2. verdenskrig, hvor man erkendte et behov for større viden i forbindelse med genoptræning af krigsveteraner med skudlæsioner i hjernen, men er i sin natur fortsat tværvidenskabelig. I moderne neuropsykologiske studier sættes ændringer i udførelsen af forskellige typer af opgaver ofte i relation til komponenter i psykologisk modeller eller teorier om den normale kognitive funktion. Herved kan patienters vanskeligheder forstås og forklares. Mønstre af skadede og intakte funktioner hos neurologiske patienter kan også bruges til at drage konklusioner om organisationen af de normale, intakte kognitive processer.

Der er mange potentielle fejlkilder i slutninger om psykologiske funktioners lokalisation på grundlag af studier af hjernelæsioner. Resultaterne fra undersøgelser af patienter sammenholdes derfor med resultater af både dyrestudier og eksperimenter med funktionel billeddannelse (fx positron emissionstomografi (PET)) hos normale forsøgspersoner under udførelsen af kognitive opgaver. Disse teknikker giver en grafisk fremstilling af stofskifteaktiviteten eller blodgennemstrømningen i hjernen og dermed et indirekte mål af den neurale aktivitet, som er forbundet med personens handlinger, følelser og tanker under eksperimentet.

Kliniske neuropsykologer arbejder på neurologiske hospitalsafdelinger og på specielle genoptræningsinstitutioner med undersøgelse, rådgivning og behandling af patienter med hjerneskade, fx demens og følger efter hjerneblodprop og hjernekvæstelse.

Neuropsykologisk undersøgelse omfatter typisk opgaver eller prøver til måling af hukommelse, perception, sprog, tænkning og andre former for kognitive funktioner. Disse prøver har en vis lighed med prøver for intelligens, men omfatter langt flere funktioner. Patienternes præstationer i prøverne sammenlignes med normalværdier for raske personer med samme alder og uddannelse. Ofte er nogle funktioner skadede, mens andre er intakte. I disse tilfælde kan man slutte hvilke dele af hjernen, der ikke fungerer normalt, hvilket kan have diagnostisk værdi. Mange patienter med hjerneskade har ikke selv muligheder for at erkende de vanskeligheder, som hjerneskaden medfører, og undersøgelsens resultater er derfor også vigtige for rådgivning. For rådgivning og planlægning af genoptræning bruges viden om både skadede og intakte funktioner.

Der var tidligere en noget pessimistisk holdning til genoptræning efter hjerneskade. Man mente at mulighederne var begrænsede, fordi tabte hjerneceller ikke gendannes. Men inden for visse grænser er kompensation eller bedring mulig, blandt andet ved reorganisering af funktionernes lokalisation. Denne reorganisering menes at være afhængig af aktivitet. På denne baggrund tilbydes nu i stigende omfang neuropsykologisk genoptræning efter hjerneskade, især til yngre personer.