Selskabets historie
Forhistorie og stiftelse
Selskabet Danske Neuropsykologer blev stiftet i 1988 og har rødder tilbage til 1970’erne. I begyndelsen var det en uformel gruppe med kvartalsmøder arrangeret på skift. Peter Bruhn tog initiativ til det første møde, som blev holdt i februar 1978 på Rigshospitalet. Der var dengang ansat neuropsykologer på de neurologiske afdelinger i Århus, Odense, Gentofte, Glostrup, Hvidovre og Rigshospitalet - i alt ikke flere end der kunne sidde omkring et bord. De første møder handlede primært om demensdiagnostik og undersøgelsesstrategier.
Arbejdet med neuropsykologisk genoptræning vægtedes allerede i starten af 70’erne højt på de neurologiske afdelinger i Gentofte og Hvidovre og på neurokirurgisk afdeling i Århus. I 1985 startede Anne-Lise Christensen det første neuropsykologisk ledede center for hjerneskadede i København, og neuropsykologisk revalidering blev herefter en hurtigt voksende gren af dansk neuropsykologi.
I løbet af 1981 og 1982, hvor medlemstallet var vokset til ca. 35, blev forskellige modeller for en mere formel organisation drøftet, og man overvejede tilhørsforhold under enten Dansk Psykologforening eller Dansk Neurologisk Selskab. Et detaljeret forslag til formel organisering blev fremlagt, men et flertal foretrak at beholde den uformelle struktur. (Den neuropsykologiske debat var dengang præget af kontroverser - bl.a. om normer for neuropsykologiske test).
Seks år senere var medlemslisten vokset til over 50. Dansk neuropsykologi var nu moden til en formel organisation, og Selskabet Danske Neuropsykologer blev stiftet på en generalforsamling den 28. november 1988.
Formænd
Selskabets første formand var Annelise Smed. Øvrige medlemmer af den første bestyrelse var Kirsten Gotfredsen, Brita Øhlenschlæger, Jens Riis og Peter Bruhn. Senere formænd har været Jens Riis (1993), Inger de Fine Licht (1994-1996), Gunilla Öberg (1997-2001), Hysse Forchhammer (2001-2003), Randi Starrfelt (2003-2006) og Steffen-Malik Høegh (2006-).
Opgaver
Traditionen med faglige kvartalsmøder i forskellige dele af landet er aldrig blevet brudt. Fra starten blev en af Selskabets opgaver at arrangere årsmøder, som fra 1991 til 2001 har været afholdt ved Vejlefjord og herefter et par år ved Nyborg Strand. I 2004 afholdtes mødet ved Grand Hotel i Odense. Flytningen fra Vejlefjord var dels begrundet i de noget besværlige trafikforbindelser hertil og dels i, at antallet af mødedeltagere efterhånden blev så stort, at kapaciteten ved Vejlefjord blev for lille. Ved årsmødet i 2003 var der således ca. 90 deltagere, i 2004 ca. 100 og i 2006 ca. 115. Emnerne ved årsmøderne har været følgende: 1991: Neuropsykologisk rehabilitering, 1992: Undersøgelsesmetodik, 1993: Forskningsmetoder, 1994: Kognitiv neuropsykologi og afasi, 1995: Lette hovedtraumer og whiplash, 1996: Svære hovedtraumer, 1997: Bevidsthed og hjernemodeller, 1998: Neuropsykologiske forstyrrelser ved svære sindslidelser, 1999: Neuropsykologi og personlighed. Om personlighedens betydning i forbindelse med erhvervet hjerneskade, 2000: Psykoterapi og neuropsykologi, 2001: Hukommelse og hukommelsesforstyrrelser, 2002: Rehabilitering efter hjerneskade, 2003: Demens og sprog, 2004; Neuropsychiatric and behavioral aspects of brain disorders, 2005: Bevægeforstyrrelser og kognition og 2006: Hjerne og emotion.
En anden opgave blev at organisere den efter- og videreuddannelse, som først blev realiseret, efter at Selskabet i juni 1992 blev en del af Dansk Psykologforenings selskabsstruktur.
Planerne for videreuddannelsen blev udarbejdet i 1992 og 1993 af et udvalg bestående af Jens Riis, Peter Bruhn, Mugge Pinner og Ulla Folke. Der blev tale om en ansættelsesdel, en supervisionsdel og en kursusdel, svarende til den psykoterapeutiske specialistuddannelse, og de detaljerede krav i den forbindelse blev bestemt samtidig. I 1993 blev udvalget omdannet til et fagnævn, og de første specialister blev godkendt efter overgangsbestemmelserne. Jens Riis var formand for fagnævnet fra 1993 til 1998, hvor Anders Gade overtog. Fra 2002 til 2004 har Jens Riis atter været formand, hvorefter formandsposten overgik til Mette Stylsvig.
Blandt større enkeltopgaver for Selskabet har været deltagelse i planlægningen og gennemførelsen af Hjerneåret 1997 og værtsskabet for Det 6. Nordiske Neuropsykologmøde i Sønderborg i august 1999 og gennemførelse af et fællesnordisk møde i maj 2006 i København.
Fra 1991 har Selskabet haft et nyhedsbrev, fra 1993 under navnet NeuroNet, der udsendes ca. fire gange om året. I 2004 udkom det i en ny og flottere udgave, end det før havde været tilfældet. Egen hjemmeside (www.neuropsykologi.dk) blev etableret sommeren 1998 og udkom med nyt lay out sidst i 2005.
Siden 2002 har medlemmer af Selskabet kunnet tilmelde sig en internetgruppe (Groupcare). Der er tale om et lukket diskussionsforum, og når der sendes besked til dette, sendes til alle medlemmer af gruppen.
I 2001 fik Selskabet udgivet "Retningslinier for neuropsykologiske undersøgelser - specielt med hensyn til test", Dansk Psykologforening, og i januar 2006 blev "Neuropsykologisk demensdiagnostik - anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Selskabet Danske Neuropsykologer" udgivet.
I 2003 modtog medlemmer af Selskabet to gange en udgave af "Svensk Neuropsykologi", udgivet i samarbejde med de neuropsykologiske selskaber i Norge, Sverige og Finland. Og i efteråret 2004 udkom igen en udgave heraf, primært omhandlende emner vedrørende det nordiske neuropsykologimøde i Turku, Finland, i august. Måske er der herved skabt en tradition.
"Fortjenstmedaljen" og æresmedlemmer
"Fortjenstmedaljen", som blev institueret under Gunilla Öbergs formandskab, blev i 1999 givet til Stig Hagen for arbejdet med det 6. Nordiske Neuropsykologmøde i Sønderborg. I 2000 modtog Anders Gade den for særlig nyttig indsats for dansk neuropsykologi ved bogen "Hjerneprocesser", og i 2001 overraktes den til Annelise Smed, der som formand for en arbejdsgruppe havde arbejdet med "Retningslinier for neuropsykologiske undersøgelser - specielt med hensyn til tests". De næste to år valgte bestyrelsen ikke at operere med en "fortjenstmedalje", idet Jens Riis så modtog denne i 2004 for det mangeårige arbejde i fagnævnet, herunder som formand for dette over en årrække.
Æresmedlemmer er:
Anne-Lise Christensen og Edmund Rolls (professor i Oxford), udnævnt i 2001.
Anders Gade og Karin Nørgaard (rev. 24.04.2002)
Henry Nielsen (rev. 13.11.2003, 2.1.2005, 12.11.2006)
