Apopleksi er også kaldt "slagtilfælde". I langt de fleste tilfælde er der tale om en blodprop i hjernen, i sjældnere tilfælde om en hjerneblødning (det er almindeligt at lægfolk taler om "hjerneblødning", også når der i virkeligheden er tale om en blodprop). Medicinsk er der tale om en undergruppe af de såkaldte "cerebrovaskulære" sygdomme: sygdomme i hjernens blodkar.
Apopleksi er den store, tildels oversete folkesygdom, som årligt rammer omkring 10.000 danskere. Den har været ignoreret af både læger og politikere, formentlig fordi det var en sygdom, der hovedsageligt ramte ældre og fordi man ikke troede, at man kunne gøre meget ved den. Og tidligere har der vitterligt ikke været mange behandlingsmetoder i forhold til selve sygdommen, et forhold der heldigvis er ved at ændre sig. Men vigtigst er nok, at man har overset betydningen af organiseret rehabilitering af de fysiske og intellektuelle følger. I dag ved man, at blot man organiserer en hospitalsafdeling til at specialisere sig i apopleksi-behandling og rehabilitering, så kan man uden at øge ressourcerne øge patienternes overlevelseschance betydeligt og forkorte indlæggelsestiden, uden at der af den grund må udskrives flere til plejehjem. Samtidig har det vist sig at alder ikke har den afgørende betydning for udbyttet af rehabilitering, som man tidligere synes at have troet - uden egentlig at have haft nogen god grund til det.
Det mest iøjnefaldende symptom efter apopleksi er naturligvis de halvsidige lammelser, som mange patienter rammes af. Men de neuropsykologiske forstyrrelser kan bestemt også være meget betydelige. Man har heldigvis allerede i en del år været opmærksom på behovet hos de patienter som rammes af sprogforstyrrelser - afasi og dysartri - efter apopleksi, og alle amter har tilbud om afasi-rehabilitering ("tale-undervisning"). I de senere år er der så også kommet en øget opmærksomhed på de mere "skjulte" handicaps hos apopleksi-patienterne, såsom hemineglekt (manglende opmærksomhed over for den ene side af rum og krop, som oftest venstre), anosognosi (manglende sygdomserkendelse), apraksi (forstyrrede handlesekvenser) m.v. Desværre må man sige, at der stadig ikke landsdækkende findes systematisk undersøgelse og behandling for disse symptomer. Mange apopleksi-patienter vil møde en ergoterapeut, og denne faggruppe gør en stor indsats for også at arbejde med disse "kognitive" forstyrrelser, men mange steder er der et helt utilstrækkeligt antal neuropsykologer til at støtte ergoterapeuterne og det øvrige apopleksi-team med specialviden på området og mere omfattende neuropsykologiske undersøgelser.
Apopleksien kan have mange sværhedsgrader, og for 20 % er sygdommen så svær, at den fører til at patienten dør på hospitalet. For de overlevende er det hyppigste forløb, at der sker en ganske betydelig bedring af symptomerne inden for de første uger. Der er dog også en ganske stor gruppe (ca. 30 %), som oplever en forværring af symptomerne de første dage efter apopleksien, før det går fremad igen. Denne gruppe er et vigtigt mål for medicinsk intervention, idet tidlig behandling kan betyde en meget stor forskel for patientens funktionsniveau på længere sigt. Der forskes både i medicin, som skal opløse blodpropperne, og medicin som skal beskytte nervecellerne mod at gå til grunde i den periode, hvor blodproppen har berøvet dem en normal blodforsyning. Der forskes også i en simpel metode med ringe bivirkningsrisiko og af stor potentiel betydning for verdens mange fattige lande, nemlig en relativt kortvarig nedsættelse af legemstemperaturen inden for det første døgn efter apopleksiens debut. Dette menes også at beskytte nerveceller mod at gå til grunde i den periode, hvor blodforsyningen er forstyrret.
Ved indlæggelsen har mere end to tredjedele halvsidig lammelse, og mange har desuden føleforstyrrelser og halvsidig blindhed for begge øjne (hemianopsi). Mere end halvdelen af de apopleksi-ramte har imidlertid også et eller flere neuropsykologiske symptomer ved indlæggelsen. Ca. 40% har afasi (problemer med at tale og forstå), ca. 10% har apraksi (forstyrrede handlesekvenser) ca. 20 % har heminglekt (manglende opmærksomhed for den ene side af rum og krop, oftest venstre), ca. 20 % har anosognosi (manglende sygdomserkendelse) og ca. 20 % er ikke fuldt orienterede (kan ikke fuldt redegøre for tid, sted eller personlige data, hvilket kan være udtryk for forstyrret opmærksomhed og hukommelse). Omfanget af hukommelsesforstyrrelser er ikke særligt velundersøgt, men findes formentlig hos 30 - 40%. En række neuropsykologiske symptomer forventer man at møde sjældnere hos apopleksi-patienter, idet visse dele af hjernen rammes langt hyppigere end andre, da nogle dele af hjernen er hyppigere ramte af blodpropper end andre, og nogle dele er relativt velbeskyttede da de kan opnå en vis blodforsyning fra flere arterier. Det gælder for eksempel visuel agnosi, hvor patienten har svært ved at erkende det sete.
Såvel lammelser som neuropsykologiske forstyrrelser undergår som oftest en betydelig bedring, hurtigst de første uger og herefter langsommere. Et eksempel er afasien, hvor næsten halvdelen de patienter som har afasi ved indlæggelsen, og som overlever, er uden afasi af betydning ved udskrivelsen. Man må regne med at forløbet er nogenlunde det samme for de andre neuropsykologiske symptomer.
Det har vist sig, at nogle neuropsykologiske symptomer har mere alvorlige konsekvenser for rehabiliteringen af apopleksi-patienter end andre. Patienter med manglende sygdomserkendelse, forstyrret orientering og et reduceret generelt intellektuelt funktionsniveau kommer sig ikke lige så godt i genoptræningen af dagligdags funktioner (personlig hygiejne, evne til at færdes osv.) som andre patienter og må oftere udskrives til plejehjem. Man har længe vidst, at selv om afasi i sig selv er et overordentligt ubehageligt handicap, så er afasien ikke i sig selv afgørende for om patienten kan genoptrænes til at klare sig selv (ud over at der naturligvis er en sammenhæng mellem sværere afasi og sværere lammelser, og dermed også større vanskeligheder i dagligdags funktioner). Mange tror til gengæld stadig at hemineglekt i sig selv giver en dårlig funktionsprognose. Men nye resultater tyder på, at dette næppe er korrekt. Sagen er den, at flertallet af de patienter, som har hemineglekt ved indlæggelsen, samtidig også har forstyrret sygdomserkendelse (anosognosi). Og det synes at være anosognosien som giver en dårlig funktionsprognose. Anosognosien er så til gengæld også et prognostisk alvorligt symptom. Ikke blot kommer patienter med anosognosi sig dårligere i funktion med større risiko for at blive udskrevet til plejehjem. Deres risiko for at dø allerede under hospitalsindlæggelsen er også firedoblet. Disse patienter er formentligt vanskeligere at engagere i genoptræningen, og for apopleksi-patienter er det farligt ikke at komme ud af sengen, da manglende mobilisering giver risiko for komplikationer som lungebetændelser og blodpropper i benene.
Ovenstående viser, at den neuropsykologiske undersøgelse er et vigtigt element i udredningen af apopleksi-patienten. Neuropsykologen bør være en fast og integreret bestandel af apopleksi-teamet. Neuropsykologen kan integrere resultater fra den neuropsykologiske undersøgelse med observationer fra terapier og sygepleje og deltage i planlægningen af rehabiliteringen. I en række tilfælde er neuropsykologens direkte deltagelse i rehabiliteringen også ønskelig. Det gælder ikke mindst ved sjældnere symptomer og i gruppe-behandling af hhv. patienter med heminglekt og afasi (se artiklen om neuropsykologisk rehabilitering).